søndag den 13. januar 2013

Hey Brøndby - hvad sker der med dig?

Jeg tror de fleste af os efterhånden har indstillet os på, at menuen for resten af 2013 kan komme til at byde på konkurs og DS-bold. Det værste er dog denne forfærdelige limbo-situation. Hver morgen når jeg vågner, er det første jeg gør altid at tjekke alle de store nyhedsplatforme og forskellige sociale medier. Det har jeg gjort de seneste år, og det er en vane jeg nærmest ikke tænker over. Den seneste måned har min første tanke næsten altid været: Er det i dag jeg ser overskriften "Breaking: Brøndby konkurs"?

Ventetiden er nærmest værre end en konkurs. Det er lidt som hvis din elskede kone eller kæreste siger til dig, at hun vil revurdere jeres forhold og skal bruge en måned til at tænke tingene i gennem. Det ene øjeblik er du optimistisk og tror det hele nok skal gå; det næste er du nervøs og bange for at få forhåbningerne unødigt op. Og hele tiden går du bare og venter, og venter, og venter...